Перевод: со всех языков на все языки

со всех языков на все языки

interpellata

  • 1 la persona interpellata

    сущ.
    общ. (intervistata) опрашиваемый

    Итальяно-русский универсальный словарь > la persona interpellata

  • 2 interpello

    inter-pello, āvī, ātum, āre (inter u. *pello, āre, Intens. v. pello, ere), I) jmdm. in die Rede fallen, jmd. (durch Dazwischenreden) unterbrechen, absol. = eine Einrede vorbringen, Einspruch erheben, A) im allg.: crebro dicentem, Caes.: loquentem ducem (v. einem Geschrei), Liv.: nihil te interpellabo; continentem orationem audire malo, Cic.: interpellando (durch Einreden) atrocitatem facti leniebant, Sall. – B) prägn.: 1) etwas als Einrede vorbringen, nisi vero illud dicet, quod et in Tetti testimonio priore actione interpellavit Hortensius, Cic. II. Verr. 1, 71. – 2) sowohl eine Person in etwas als eine Handlung, einen Zustand durch Einspruch oder eine sonstige Unterbrechung stören, hindern, aufhalten, etwas unterbrechen, hintertreiben, a) v. Pers.: alqm in iure suo, Cic.: alqm, ne etc., Liv., od. quo minus, Brut. in Cic. ep.: alqm numquam interp., quin etc., Mat. in Cic. ep. – comitia, Liv.: otium bello, Curt.: satietatem epularum ludis, Curt.: caloribus crebris interpellari, mitgenommen werden, Amm.: neque (se) populi Romani potestatem aut consilium aut sententiam interpellaturum (wolle vorgreifen der usw.), Ascon. ad Cic. Mil. § 13. p. 31, 10 K. – b) v. Lebl.: alveolum, das Flußbett sperren, v. Gestein, Curt.: u. so specus, Curt.: partam iam praesentemque victoriam, Caes.: e provinciis... interpellat iudicium Marcelli, Cael. in Cic. ep.: haec tota res interpellata bello (die durch den Kr. eine Störung erlitten hatte) refrixerat, Cic.: fame et siti interpellante, Suet.: quod vivo Philippo exspectatum, morte eius interpellatum est, Liv.: nisi abstinentiā interpellata sagina fuerit, Iustin. – m. Infin., quantum interpellet (so weit es hindert) inani ventre diem durare, Hor. sat. 1, 6, 127. – II) jmd. mit Fragen, Bitten usw. hin und wieder angehen, bestürmen, überlaufen, bei ihm einkommen, A) im allg.: ne ream quidem interpellare desiit, ›Ec quid paeniteret‹, Suet.: cum a Ceballino interpellatus sum, da mir von C. Anträge gemacht wurden, Curt.: qui adiri interpellarique posset, den man angehen oder bei dem man einkommen könnte, Suet. – B) insbes.: 1) jmdm. unsittliche Anträge machen, Unzucht zumuten, mulierem, Paul. dig. 47, 11, 1. – 2) bei jmd. wegen Bezahlung einkommen, jmd. mahnen, ICt. – / Genet. Plur. des Partiz. Präs. interpellantum, Sidon. epist. 5, 14, 2.

    lateinisch-deutsches > interpello

  • 3 interpello

    interpello, āre, āvi, ātum - tr. - [st2]1 [-] interrompre (qqn en s’adressant à lui). [st2]2 [-] importuner, déranger, troubler, ennuyer. [st2]3 [-] arrêter, suspendre, interrompre (qqch), empêcher, entraver. [st2]4 [-] interpeller, avertir à plusieurs reprises, presser de questions; solliciter (au déshonneur); sommer de payer. [st2]5 [-] adresser la parole à.    - interpellare comitia: empêcher la tenue des comices.    - interpellare victoriam, Caes.: rendre la victoire inutile.    - interpellare + prop. inf.: dire en interrompant que.    - interpellare ne (quin, quominus) + subj.: empêcher de.    - Caesar numquam interpellavit, quin, quibus vellem, uterer, Cic. Fam. 11, 28: César ne s'interposa jamais pour m'empêcher de fréquenter ceux que je voulais.    - urbe egrediens ne quis se interpellaret edixerat, Suet. Tib. 40: à son départ de Rome, il avait interdit qu'on le dérangeât.    - aliquem in jure suo interpellare: empêcher qqn d'exercer un droit.    - egone ut te interpellem? = moi, t'interrompre?    - interpellare, Dig.: sommer (qqn) de payer.
    * * *
    interpello, āre, āvi, ātum - tr. - [st2]1 [-] interrompre (qqn en s’adressant à lui). [st2]2 [-] importuner, déranger, troubler, ennuyer. [st2]3 [-] arrêter, suspendre, interrompre (qqch), empêcher, entraver. [st2]4 [-] interpeller, avertir à plusieurs reprises, presser de questions; solliciter (au déshonneur); sommer de payer. [st2]5 [-] adresser la parole à.    - interpellare comitia: empêcher la tenue des comices.    - interpellare victoriam, Caes.: rendre la victoire inutile.    - interpellare + prop. inf.: dire en interrompant que.    - interpellare ne (quin, quominus) + subj.: empêcher de.    - Caesar numquam interpellavit, quin, quibus vellem, uterer, Cic. Fam. 11, 28: César ne s'interposa jamais pour m'empêcher de fréquenter ceux que je voulais.    - urbe egrediens ne quis se interpellaret edixerat, Suet. Tib. 40: à son départ de Rome, il avait interdit qu'on le dérangeât.    - aliquem in jure suo interpellare: empêcher qqn d'exercer un droit.    - egone ut te interpellem? = moi, t'interrompre?    - interpellare, Dig.: sommer (qqn) de payer.
    * * *
        Interpello, interpellas, interpellare. Plaut. Rompre la parolle et propos d'aucun, Interpeller, Entreparler.
    \
        Interpellare. Cic. Destourber aucun de son affaire.
    \
        Haec tota res interpellata bello refrixerat. Cic. Entrelaissee, ou Delaissee et cessee, Discontinuee.
    \
        Interpellare partam victoriam. Caes. Retarder et empescher.
    \
        Interpellata dulcedo alicuius. Liu. Quand on donne empeschement au plaisir qu'il y prenoit, Entrerompre.
    \
        Interpellare debitorem. Pomponius. Sommer un debteur, Luy demander une debte.
    \
        Interpellare. Val. Max. Requerir aucun de faire quelque chose.
    \
        Interpellare aliquem in suo iure. Caesar. Empescher aucun de jouir du sien, Empescher et troubler la possession d'aucun. B.

    Dictionarium latinogallicum > interpello

  • 4 interpello

    inter-pello, āvī, ātum, āre (inter u. *pello, āre, Intens. v. pello, ere), I) jmdm. in die Rede fallen, jmd. (durch Dazwischenreden) unterbrechen, absol. = eine Einrede vorbringen, Einspruch erheben, A) im allg.: crebro dicentem, Caes.: loquentem ducem (v. einem Geschrei), Liv.: nihil te interpellabo; continentem orationem audire malo, Cic.: interpellando (durch Einreden) atrocitatem facti leniebant, Sall. – B) prägn.: 1) etwas als Einrede vorbringen, nisi vero illud dicet, quod et in Tetti testimonio priore actione interpellavit Hortensius, Cic. II. Verr. 1, 71. – 2) sowohl eine Person in etwas als eine Handlung, einen Zustand durch Einspruch oder eine sonstige Unterbrechung stören, hindern, aufhalten, etwas unterbrechen, hintertreiben, a) v. Pers.: alqm in iure suo, Cic.: alqm, ne etc., Liv., od. quo minus, Brut. in Cic. ep.: alqm numquam interp., quin etc., Mat. in Cic. ep. – comitia, Liv.: otium bello, Curt.: satietatem epularum ludis, Curt.: caloribus crebris interpellari, mitgenommen werden, Amm.: neque (se) populi Romani potestatem aut consilium aut sententiam interpellaturum (wolle vorgreifen der usw.), Ascon. ad Cic. Mil. § 13. p. 31, 10 K. – b) v. Lebl.: alveolum, das Flußbett sperren, v. Gestein, Curt.: u. so specus, Curt.: partam iam praesentemque victoriam, Caes.: e provinciis... interpellat iudicium Marcelli, Cael. in Cic. ep.:
    ————
    haec tota res interpellata bello (die durch den Kr. eine Störung erlitten hatte) refrixerat, Cic.: fame et siti interpellante, Suet.: quod vivo Philippo exspectatum, morte eius interpellatum est, Liv.: nisi abstinentiā interpellata sagina fuerit, Iustin. – m. Infin., quantum interpellet (so weit es hindert) inani ventre diem durare, Hor. sat. 1, 6, 127. – II) jmd. mit Fragen, Bitten usw. hin und wieder angehen, bestürmen, überlaufen, bei ihm einkommen, A) im allg.: ne ream quidem interpellare desiit, ›Ec quid paeniteret‹, Suet.: cum a Ceballino interpellatus sum, da mir von C. Anträge gemacht wurden, Curt.: qui adiri interpellarique posset, den man angehen oder bei dem man einkommen könnte, Suet. – B) insbes.: 1) jmdm. unsittliche Anträge machen, Unzucht zumuten, mulierem, Paul. dig. 47, 11, 1. – 2) bei jmd. wegen Bezahlung einkommen, jmd. mahnen, ICt. – Genet. Plur. des Partiz. Präs. interpellantum, Sidon. epist. 5, 14, 2.

    Ausführliches Lateinisch-deutsches Handwörterbuch > interpello

  • 5 interpello

    inter-pello, āvī, ātum, āre [intens. к pello ]
    1) перебивать (aliquem L, Cs; orationem alicujus C; fabulas Pt); выступать с возражением
    2)
    а) прерывать, нарушать ( otium bello QC); мешать, препятствовать (i. aliquem C, L)
    i. trepidantes Pt — положить конец чьим-л. колебаниям
    б) преграждать, запрудить ( alveolum QC); задерживать, срывать ( aliquid morte alicujus interpellatum est L)
    interpellata voluntas Ap — воля, натолкнувшаяся на препятствия
    3) докучать, приставать (с просьбами, вопросами) (i. aliquem QC, Su)

    Латинско-русский словарь > interpello

  • 6 опрашиваемый

    Universale dizionario russo-italiano > опрашиваемый

  • 7 interpellō

        interpellō āvī, ātus, āre    [1 PAL-], to interrupt, break in upon: interpellando trahere tempus, S.: Interpellandi locus erat, H.: alqm ingressum in sermonem, Cs.: nihil te interpellabo: ab alqo interpellari, Cu.— To urge as an objection: quod priore actione interpellavit.—To disturb, hinder, obstruct, molest: in suo iure se, Cs.—To hinder, prevent, obstruct: alveolum, Cu.: partam iam victoriam, Cs.: poenam, L.: haec res interpellata bello refrixerat: Pransus quantum interpellet inani Ventre diem durare, H.: tribunis interregem interpellantibus, ne, etc., interpose their veto, L.
    * * *
    interpellare, interpellavi, interpellatus V
    interrupt, break in on; interpose an objection; disturb, hinder, obstruct

    Latin-English dictionary > interpellō

  • 8 interpello

    inter-pello, āvi, ātum, 1, v. a., to interrupt by speaking, to disturb, molest, etc. (syn. obloquor; class.).
    I.
    To interrupt by speaking, to disturb a person speaking:

    si interpellas, ego tacebo,

    Plaut. Men. 5, 9, 62:

    nihil te interpellabo, continentem orationem audire malo,

    Cic. Tusc. 1, 8, 16:

    tu vero, ut me et appelles, et interpelles, et obloquare, et colloquare, velim,

    id. Q. Fr. 2, 10:

    quasi interpellamur ab iis,

    Quint. 4, 5, 20;

    a person engaged in business: si quis te arti tuae intentum sic interpellet,

    Curt. 9, 4, 28. — Absol.:

    ministri, interpellando,... atrocitatem facti leniebant,

    Sall. J. 27, 1; Suet. Tib. 27.—
    B.
    Esp.
    1.
    To annoy, importune:

    cum a Ceballino interpellatus sum,

    Curt. 6, 10, 19:

    urbe egrediens, ne quis se interpellaret,

    Suet. Tib. 40; molest, disturb one, id. ib. 34. —
    2.
    To solicit, try to seduce a female:

    qui mulierem puellamve interpellaverit,

    Paul. Sent. 5, 4, 14 Huschke (Dig. 47, 11, 1, § 2).—
    3.
    To address, accost, speak to, i. q. alloqui: verum tu quid agis? interpella me, ut sciam, Lucil. ap. Non. 331, 1;

    = interjicere, interpellantem admonere,

    to object, Cic. Verr. 2, 1, 28, § 71. —
    4.
    To dun, demand payment of, Dig. 26, 7, 44; cf. Amm. 17, 3, 6. —
    II.
    In gen., to disturb, hinder, obstruct, molest; constr. with acc., quin, quominus, ne, or inf.
    (α).
    With acc.; of persons:

    aliquem in jure suo,

    Caes. B. G. 1, 44;

    of things: partam jam victoriam,

    id. B. C. 3, 73:

    poenam,

    Liv. 4, 50:

    incrementa urbis,

    Just. 18, 5, 7:

    otium bello,

    Curt. 6, 6, 12:

    satietatem epularum ludis,

    id. 6, 2, 5:

    lex Julia non interpellat eam possessionem,

    does not disturb, does not abrogate it, Dig. 23, 5, 16.— Pass.:

    reperiebat T. Ampium conatum esse tollere pecunias... sed interpellatum adventum Caesaris profugisse,

    Caes. B. C. 3, 105:

    haec tota res interpellata bello refrixerat,

    Cic. Att. 1, 19, 4:

    stupro interpellato motus,

    Liv. 3, 57.—
    (β).
    With quin: Caesar numquam interpellavit, quin, quibus vellem, uterer, Matius ad Cic. Fam. 11, 28.—
    (γ).
    With quominus:

    interpellent me, quo minus honoratus sim, dum ne interpellent, quo minus, etc.,

    Brut. ad Cic. Fam. 11, 10, 1.—
    (δ).
    With ne: tribunis interregem interpellantibus, ne senatusconsultum fieret, to interpose their veto, Liv. 4, 43.—
    (ε).
    With inf.:

    pransus non avide, quantum interpellet inani Ventre diem durare,

    Hor. S. 1, 6, 127.—
    (ζ).
    Absol.: fameque et siti interpellante, disturbing him, Suet. Ner. 48.

    Lewis & Short latin dictionary > interpello

  • 9 refrigesco

    rē̆-frīgesco, frixi, 3, v. inch. n., to grow cold or cool (class.; most freq. in the trop. sense, and in Cic.).
    I.
    Lit.:

    ubi id vinum refrixerit, in dolium refundito,

    Cato, R. R. 105:

    cor vulnere laesum refrixit,

    Ov. M. 12, 422:

    ager,

    Col. 2, 15, 2:

    plaga per auras,

    Lucr. 4, 703:

    sanguis vel calescit vel refrigescit,

    Cels. 4, 3. —
    II.
    Trop., to grow cold or remiss; to abate, grow stale, lose interest; to fail, flag in strength or zeal:

    illud crimen de nummis caluit re recenti, nunc in causā refrixit,

    Cic. Planc. 23, 55:

    calor ille cogitationis, qui scribendi morā refrixit, recepit ex integro vires,

    Quint. 10, 3, 6:

    belli apparatus refrigescent,

    Cic. Phil. 5, 11, 30:

    res,

    Ter. Ad. 2, 2, 25 Ruhnk.; cf.:

    res interpellata bello,

    Cic. Att. 1, 19, 4:

    hasta Caesaris,

    to go on coldly, to flag, id. Fam. 9, 10, 3 Manut.;

    15, 17, 2: oratio,

    Quint. 4, 3, 2; cf.:

    imagines mora stili,

    id. 10, 7, 14:

    sortes plane,

    i. e. have gone quite out of use, Cic. Div. 2, 41, 87:

    quod de Pompeio Caninius agit, sane quam refrixit,

    id. Q. Fr. 2, 6, 5:

    cum Romae a judiciis forum refrixerit,

    has a cessation from judicial business, id. Att. 1, 1, 2: Domitius cum Messalā certus esse videbatur;

    Scaurus refrixerat,

    had given up, Cic. Q. Fr. 3, 2, 3; cf.

    Memmius,

    id. Att. 4, 18, 3:

    charitas multorum,

    Vulg. Matt. 24, 12.

    Lewis & Short latin dictionary > refrigesco

См. также в других словарях:

  • interpellata — in·ter·pel·là·ta s.f. → interpellato …   Dizionario italiano

  • HENRICUS I — I. HENRICUS I. Dux Megapolitanus, fil. Ioh de quo supra, Ludovici IX. Gall. Regis in Palaestinam comes, captus a Saracenis 26. annos in duta servitute exegit, tandem a Sultano dimislus, cum ad suos rediisser, Obiit. A. C. 1302. II. HENRICUS I.… …   Hofmann J. Lexicon universale

  • rifiuto — ri·fiù·to s.m. AU 1. il rifiutare; atteggiamento, discorso ecc. con cui si rifiuta: rispondere con un rifiuto, opporre un netto rifiuto, in seguito al suo rifiuto è stata interpellata un altra persona Sinonimi: diniego, negazione, 1no. Contrari:… …   Dizionario italiano

  • interpellato — pl.m. interpellati sing.f. interpellata pl.f. interpellate …   Dizionario dei sinonimi e contrari

  • destourber — Destourber, act. acut. C est mettre ou faire trouble et empeschement à aucun en quelque chose. Ainsi disoit on anciennement destourber et empescher aucun en sa possession. Interturbare possessionem alicuius ei negotium facescere. Et usoit on des… …   Thresor de la langue françoyse

  • entrelaisser — Entrelaisser, Intermittere. Cic. Celle chose fut entrelaissée par la guerre, Haec res interpellata fuit bello …   Thresor de la langue françoyse

Поделиться ссылкой на выделенное

Прямая ссылка:
Нажмите правой клавишей мыши и выберите «Копировать ссылку»