-
1 Geißelhieb
Geißelhieb, ictus flagelli. – verber (Schlag, Hieb übh., dah. auch = Geißelhieb). – jmdm. Geißelhiebe geben, s. geißeln no. a. – geißeln, a) eig.: flagris od. flagellis od. loris caedere od. verberare. – sich g., se (flagris) caedere: jmd. zu Tode g. oder g. lassen, alqm verberibus exanimare oder necare; alqm loris operire usque ad necem: zu Tode gegeißelt werden, auch verberibus mori. – b) uneig. = mit Worten züchtigen: insectari (gleichs. verfolgen, z.B. vitia). – carpere (durchziehen, Menschen, Laster u. dgl., s. »durchhecheln« die Synon.). – obiurgare (scheltend tadeln, z.B. morum vitia).
-
2 Hieb
Hieb, ictus (der Streich, Hieb oder Schlag, der einen Gegenstand trifft und erschüttert oder eindringend ihn verwundet). – plaga (der auf den Getroffenen heftig auffallende Streich, Hieb oder Schlag, der auch verwunden kann; dah. meton. = die dadurch entstehende Beule, Wunde etc.). – verber (der Schlag mit einem schwingbaren Instrumente, der Geißel-, Peitschen-, Rutenhieb); im Plur. oft verb. verbera et plagae (Schläge mit Riemen u. mit Ruten oder Stäben). – petitio (der Angriff durch Hauen nach jmd.). – vulnus (die Wunde). – / die Verbindungen, in denen »Hieb, Hiebe« = »Schlag, Schläge, Prügel«, s. unter »Schlag no. I«. – auf den H., caesim: auf H. u. Stich, caesim et punctim: jmdm. einen H. beizubringen suchen, einen H. nach jmd. führen, tun, alqm caesim petere (z.B. gladio, ictu falcis): jmdm. einen H. beibringen, geben, ictum alci inferre; plagam alci inferre od. inicere od. infligere; ictu alqm vulnerare (mit einem H. verwunden): einen H. bekommen, plagam accipere; ictu vulnerari: auf einen H. niederstürzen, unā plagā acceptā concĭdere: mit einem H. niederstrecken, uno ictu od. uno vulnere occīdere.
-
3 Schlag
Schlag, I) eig.: pulsus (das Schlagen, sowohl m. subj. Genet. remorum: u. venarum od. arteriarum; als mit obj. Genet., z.B. Sch. an die Tür, pulsus ostii). – percussio. percussus (die heftige, erschütternde Berührung, mit obj. Genet., z.B. auf den Kopf, capitis). – ictus (Streich, der einen Gegenstand erschüttert oder verwundet). – plaga (der heftig auffallende [2035] Streich, der auch schwer verwunden kann; daher auch bildl. = Unglück, das jmd. getroffen hat). – verber (der Streich mit der Hand, mit einer Geißel oder Rute, mit einem Stabe etc.). – fulmen (Blitzschlag. Wetterstrahl). – casus (bildl., Unglücksfall). – damnum (bildl., Verlust). – Ist es = Schlagfluß, s. d. – ein leichter Sch., plaga levis: ein Sch. mit der Hand, Faust, s. Ohrfeige, Faustschlag. – einen Sch. an od. auf etw. tun, s. an od. auf etw. »schlagen«. – jmdm. einen Sch. geben, versetzen, plagam alci inferre od. infligere: jmdm. einen Schlag mit dem Knüttel geben, versetzen, alci fustem impingere: mit dem Knüttel auf den Kopf, fusti affligere caput alcis: jmdm. einen Sch. mit flacher Hand ins Gesicht geben, versetzen, alci alapam ducere: jmdm. Schläge geben, s. schlagen no. II, 1: Schläge bekommen, vapulare. – die Schläge des Schicksals, s. Schicksalsschläge: es hat mich ein harter Sch. getroffen, gravissimam accepi plagam: es ist etw. (z.B. der Tod jmds.) ein harter Sch. für jmd., alqd alqm perdit od. perdit et affligit (Ter. Andr. 803. Cic. Rosc. Am. 33): es ist ein harter Sch., zu etc., acerbum od. (stärker) calamitosum est mit Infin. – mit einem Sch. (bildl.), uno velut ictu (z.B. transigere bellum): unā od. primā acie (in einer od. gleich in der ersten Schlacht, z.B. debellatum est); unā dimicatione (mit einem Kampfe, z.B. quicquid virium est alci [jmds. ganze Streitmacht] prosternere); repente (plötzlich, z.B. non potest cuiusquam vita repente mutari aut natura converti). – II) meton.: A) der mit dem Schlagen, Anschlagen verbundene Ton: sonus (im allg., z.B. fluctuum: u. vibrans lusciniae sonus). – sonitus (das Getön, z.B. undarum). – fragor (das Gekrach, z.B. des Donners, caeli od. caelestis). – cantus (der Gesang der Vögel). – B) = Gepräge, w. s. – dah. bildl. = Gattung: genus. – ein ungebildeter Sch. Menschen, genus hominum agreste: Sklaven seines Sch. (ihm ähnlich), sui similes servi: Leute von diesem Sch., dieser Sch. Leute, eius modi od. istius modi homines: Leute von altem Sch., homines antiqui: die Frauen von gewöhnlichem Sch., vulgus mulierum: eine Freundschaft von gewöhnlichem Sch., amicitia vulgaris.
-
4 Stockschlag
Stockschlag, ictus baculi od. fustis (der treffende u. verwundende Schlag). – verber (der Schlag des Hauenden). – Stockschläge, s. Stockprügel.
См. также в других словарях:
Verber, — verbum Udsagnsord. Et verbum. Se også Valens, Sammensatte verber, Afledte verber. Semantisk inddeling: 1. dynamiske verber (handlingsverber) 2. statiske verber (tilstandsverber) Eller: 1. perfektive verber (slå) 2. durative verber (sove) 3.… … Danske encyklopædi
Copula-verber — Verber som forbindes med subjektsprædi kativ (omsagnsled), som fortæller noget om subjektet: være, blive, hedde, kaldes, synes, anses for, betragtes som, holdes for, regnes for, døbes. Ex: han er en stor dreng … Danske encyklopædi
§ 29. Verber på trykstærk vokal — (1) PRÆSENS OG INFINITIV Verber som i infinitiv ender på en trykstærk vokal, falder i to hovedgrupper. I den ene (a) føjes endelserne r og s direkte til den trykstærke vokal uden at der indskydes et e . I den anden (b) kan der indskydes et e… … Dansk ordbog
Afledte verber — Består af et ikke selvstændigt ord (forled) + verbum. Ex: misfornøje Se også Forled, Sammensatte verber … Danske encyklopædi
Sammensatte verber — Består af ét eller flere forled + verbum. Syn. komplekse verber. Ex: over sætte, gen op bygge. Hvis forleddet ikke er et selvstændigt ord, kaldes det et afledt verbum. Ex: mis fornøje Typer: 1. Fast sammensatte (har tryk på sidste stavelse): tysk … Danske encyklopædi
Intransitive — verber Verber som ikke tager direkte objekt. Modsat er Transitive verber. Syn. genstandsløse verber. Ex: sidde, stå. Nogle kan forbindes med et indre objekt (cognate objekt): jeg går en tur, jeg synger en sang … Danske encyklopædi
Transitive — verber Verber som tager objekt. Syn. genstandstagende verber. 1. monotransitive: ét objekt: slå 2. ditransitive: to objekter: sende. Se Valens. Andre typer: 1. Præpositionsverber: forbindes med objekt v.h.a. en præposition: vi regner med ham. 2.… … Danske encyklopædi
Deponente — verber, Udsagnsord med passiv bøjning, men har deponentia aktiv betydning: synes, lykkes. Syn. doponentia. Se Transitive verber … Danske encyklopædi
Fuldverber — Verber som kan optræde alene som verbum (i modsætning til hjælpe og modalverber). Nogle kan være både fuldverbum og hjælpe verbum. Se også Verber, Verballed. Ex: jeg har en hund (fuldverbum) jeg har set en hund (hjælpeverbum) … Danske encyklopædi
Genstandsløse — verber =Intransitive verber … Danske encyklopædi
Genstandstagende — verber =Transitive verber … Danske encyklopædi