-
1 deflagrare
deflagrare v. intr.1 to deflagrate* * *[defla'grare]1) [ ordigno] to blow* up2) fig. [ insurrezione] to flare up* * *deflagrare/defla'grare/ [1](aus. avere)1 [ ordigno] to blow* up2 fig. [ insurrezione] to flare up. -
2 deflagrare
deflagraredeflagrare [defla'gra:re]verbo intransitivo1 chimica verpuffen, (schwach) explodieren2 figurato auflodern, aufflammen; (mischia) ausbrechenDizionario italiano-tedesco > deflagrare
3 deflagrare
4 deflagrare
5 deflagrare
6 deflagrare
7 deflagrare
взрываться; быстро сгорать ( с большим выделением тепла)8 deflagrare
вспом. avere1) взрываться, вспыхивать2) вспыхнуть, разразиться* * *гл.хим. взрываться, воспламеняться, вспыхивать9 deflagrare vi
[defla'ɡrare]10 deflagrare
11 deflagrare
vi [defla'ɡrare]12 deflagrare
intr [CHIM] (di esplosivi)13 deflagro
dē-flagro, āvī, ātum, āre, I) niederbrennen, A) v. intr. niederbrennen, bis auf den Grund abbrennen, ganz in Flammen (in Feuer) aufgehen, in Flammen untergehen, a) eig.: α) v. sächl. Subjj.: si aedes nostrae deflagrassent, Liv.: cum curia Saliorum deflagrasset, Cic.: iis facibus incensa L. Bellieni domus deflagravit, Cic.: ruere (einstürzen) ac deflagrare omnia passuri estis? Liv. (im Bilde): eodem die Aquilonia et Cominium deflagravere, Liv.: quā nocte natus erat (Alexander), eādem Dianae Ephesiae templum deflagraverat, Cic.: insulae, quae in monte Caelio deflagrarant, Suet.: aedes Nympharum manu tuā deflagravit, Cic.: fore tamen aliquando, ut omnis hic mundus ardore deflagret, Cic. – Partiz. Perf. deflagratus medial = niedergebrannt, ganz in Flammen aufgegangen, fana flammā deflagrata, Enn. fr. scen. 90: domo deflagratā, Caes. Strabo bei Prisc. 5, 44: im Bilde, in cinere deflagrati imperii, Cic. Cat. 4, 12. – β) v. Pers.: Phaëthon ictu fulminis deflagravit, Cic. de off. 3, 94. – u. prägn., gänzlich abbrennen = seine ganze Habe durch eine Feuersbrunst verlieren, qui propter implicationem rei familiaris communi incendio malint quam suo deflagrare, Cic. Sest. 99. – b) übtr., verrauchen, austoben, v. Zuständen, interdum spes animum subibat deflagrare iras vestras, purgari suspiciones posse, Liv. 40, 8, 9: nec patiebatur iram inconsiderati senis deflagrare, Lact. de mort. pers. 14, 5: deflagrante paulatim seditione, Tac. hist. 2, 49. – v. zornigen Pers., sic deflagrare minaces incassum, Lucan. 4, 280. – B) v. tr. niederbrennen, ganz in Flammen (in Feuer) aufgehen lassen, quae (loca) sol proxime currendo deflagrat, Vitr. 6, 1, 3. – II) heftig brennen, colla deflagrantia, das heftige Brennen im Halse, Pelagon. veterin. 16 (= 265 Ihm).
14 deflagro
dē-flagro, āvī, ātum, āre, I) niederbrennen, A) v. intr. niederbrennen, bis auf den Grund abbrennen, ganz in Flammen (in Feuer) aufgehen, in Flammen untergehen, a) eig.: α) v. sächl. Subjj.: si aedes nostrae deflagrassent, Liv.: cum curia Saliorum deflagrasset, Cic.: iis facibus incensa L. Bellieni domus deflagravit, Cic.: ruere (einstürzen) ac deflagrare omnia passuri estis? Liv. (im Bilde): eodem die Aquilonia et Cominium deflagravere, Liv.: quā nocte natus erat (Alexander), eādem Dianae Ephesiae templum deflagraverat, Cic.: insulae, quae in monte Caelio deflagrarant, Suet.: aedes Nympharum manu tuā deflagravit, Cic.: fore tamen aliquando, ut omnis hic mundus ardore deflagret, Cic. – Partiz. Perf. deflagratus medial = niedergebrannt, ganz in Flammen aufgegangen, fana flammā deflagrata, Enn. fr. scen. 90: domo deflagratā, Caes. Strabo bei Prisc. 5, 44: im Bilde, in cinere deflagrati imperii, Cic. Cat. 4, 12. – β) v. Pers.: Phaëthon ictu fulminis deflagravit, Cic. de off. 3, 94. – u. prägn., gänzlich abbrennen = seine ganze Habe durch eine Feuersbrunst verlieren, qui propter implicationem rei familiaris communi incendio malint quam suo deflagrare, Cic. Sest. 99. – b) übtr., verrauchen, austoben, v. Zuständen, interdum spes animum subibat deflagrare iras vestras, purgari suspiciones posse, Liv. 40, 8, 9: nec patiebatur iram————inconsiderati senis deflagrare, Lact. de mort. pers. 14, 5: deflagrante paulatim seditione, Tac. hist. 2, 49. – v. zornigen Pers., sic deflagrare minaces incassum, Lucan. 4, 280. – B) v. tr. niederbrennen, ganz in Flammen (in Feuer) aufgehen lassen, quae (loca) sol proxime currendo deflagrat, Vitr. 6, 1, 3. – II) heftig brennen, colla deflagrantia, das heftige Brennen im Halse, Pelagon. veterin. 16 (= 265 Ihm).Ausführliches Lateinisch-deutsches Handwörterbuch > deflagro
15 deflagro
dēflā̆gro, āvi, ātum, 1, v. n. and a.I.To burn down, to be consumed by fire (freq. only in Cic.; cf. conflagro).A. 1.Lit.:2.qua nocte natus esset Alexander, eadem Dianae Ephesiae templum deflagravisse,
Cic. N. D. 2, 27 fin.; id. Div. 1, 17; id. Phil. 2, 36, 91; id. Par. 4, 2, 31; id. Ac. 2, 37 fin.; Liv. 5, 53 fin.; 10, 44; Suet. Tib. 48:Phaëthon ictu fulminis deflagravit,
Cic. Off. 3, 25.—Trop., to perish, be destroyed:B.communi incendio malint quam suo deflagrare,
Cic. Sest. 46, 99:ruere ac deflagrare omnia passuri estis?
Liv. 3, 52.—Act. (very rare): fana flammā deflagrata, Enn. ap. Cic. Tusc. 3, 19:* 2.quae (sol) proxime currendo deflagrat,
Vitr. 6, 1.—Trop., to destroy utterly:II.in cinere deflagrati imperii,
Cic. Cat. 4, 6, 12 (cf. deflagratio fin.).—To burn out, cease burning; rare, and only trop. of the fire of passion, = defervesco, to abate, be allayed:deflagrare iras vestras posse,
Liv. 40, 8:deflagrante paullatim seditione,
Tac. H. 2, 29:iram senis deflagrare pati,
Lact. Mort. Pers. 14, 5.— Transf. to persons:sic deflagrare minaces Incassum,
Luc. 4, 280.16 deflagro
dēflāgro, āre, āvi, ātum - intr. - [st1]1 [-] brûler (se consumer) entièrement. - qua nocte templum Ephesiae Dianae deflagravit, eadem constat ex Olympiade natum esse Alexandrum, Cic. Div. 1: la nuit où le ttemple de Diane à Ephèse brûla, on sait qu'Alexandre naquit d'Olympias. - Cic. Nat. 2, 69 ; Phil. 2, 91 ; Ac. 2, 119. [st1]2 [-] périr, être détruit. - Cic. Sest. 99; Liv. 3, 52. [st1]3 [-] s'éteindre, se calmer, s'apaiser. - Liv. 40, 8, 9; Tac. H. 2, 29. - tr. - [st1]4 [-] brûler. - Vitr.6, 1; au pass.: ENN. d. Cic. Tusc. 3, 44. - fig. in cinere deflagrati imperii, Cic. Cat. 4, 22: dans les cendres de l'empire entièrement consumé.* * *dēflāgro, āre, āvi, ātum - intr. - [st1]1 [-] brûler (se consumer) entièrement. - qua nocte templum Ephesiae Dianae deflagravit, eadem constat ex Olympiade natum esse Alexandrum, Cic. Div. 1: la nuit où le ttemple de Diane à Ephèse brûla, on sait qu'Alexandre naquit d'Olympias. - Cic. Nat. 2, 69 ; Phil. 2, 91 ; Ac. 2, 119. [st1]2 [-] périr, être détruit. - Cic. Sest. 99; Liv. 3, 52. [st1]3 [-] s'éteindre, se calmer, s'apaiser. - Liv. 40, 8, 9; Tac. H. 2, 29. - tr. - [st1]4 [-] brûler. - Vitr.6, 1; au pass.: ENN. d. Cic. Tusc. 3, 44. - fig. in cinere deflagrati imperii, Cic. Cat. 4, 22: dans les cendres de l'empire entièrement consumé.* * *Deflagro, deflagras, penul. corr. deflagrare. Cic. Estre ars et bruslé.\Communi incendio deflagrare. Cic. Perir avec les autres, Estre destruict parmi ce que les autres le soyent.\Deflagrare, Deferuescere, languescere. Lucan. Se refroidir.\Spes animum subibat, deflagrare iras vestras posse. Liu. Que vostre courroux s'appaiseroit et s'estraindroit.17 dēflagrō
dēflagrō āvī, ātus, āre, to burn down, be consumed by fire: incensa domus deflagravit: aedes, L.: Fana flammā deflagrata.—Fig., to perish, be destroyed: communi incendio: deflagrare omnia pati, L.: in cinere deflagrati imperi.—To burn out, be allayed, subside: deflagrare iras vestras posse, L.* * *Ideflagrare, deflagravi, deflagratus V INTRANSbe burnt down/destroyed by fire; perish; be (emotionally/physically) burnt outIIdeflagrare, deflagravi, deflagratus V TRANSburn down/up/destroy by fire/utterly; parch (sun); die down/abate, burn out18 (to) deflagrate
(to) deflagrate /ˈdɛfləgreɪt/ (antiq.)A v. i.(chim.) deflagrareB v. t.2 bruciare rapidamente, con fuoco intenso.19 (to) deflagrate
(to) deflagrate /ˈdɛfləgreɪt/ (antiq.)A v. i.(chim.) deflagrareB v. t.2 bruciare rapidamente, con fuoco intenso.20 scoppiare
I (- oppio) vi (e)1) лопаться, трескаться; разрываться, взрыватьсяscoppiare come una bolla di sapone — лопнуть как мыльный пузырь2) перен. разражаться; вспыхиватьè scoppiata la guerra — разразилась / вспыхнула войнаscoppiare a ridere / in riso — разразиться смехомscoppiare dal ridere / dalle risa — лопаться со смехуscoppiare a piangere / in lacrime / in pianto — разразиться слезамиmangiare fino a scoppiare разг. — есть до отвала / от пуза прост.3) вульг. подыхать•Syn:II(-oppio) vt редко) разрознивать парыСтраницы- 1
- 2
См. также в других словарях:
deflagrare — v. intr. [dal lat. deflagrare, der. di flagrare ardere , col pref. de ] (aus. avere ). 1. [subire una combustione rapidissima che produce fragore] ▶◀ divampare, esplodere, scoppiare. ↓ ardere, bruciare, bruciarsi, incendiarsi, infuocarsi. 2.… … Enciclopedia Italiana
deflagrare — de·fla·grà·re v.intr. (avere) CO 1. spec. di esplosivi deflagranti, esplodere Sinonimi: 1brillare, conflagrare, 1scoppiare. 2. fig., manifestarsi all improvviso e con violenza: l insurrezione deflagrò Sinonimi: divampare, scatenarsi, 1scoppiare.… … Dizionario italiano
deflagrare — {{hw}}{{deflagrare}}{{/hw}}v. intr. ( aus. avere ) 1 (chim.) Bruciare molto rapidamente, detto degli esplosivi da lancio. 2 (fig.) Manifestarsi all improvviso e con violenza: il conflitto deflagrò in poche ore; SIN. Scoppiare … Enciclopedia di italiano
deflagrare — v. intr. 1. (chim.) bruciare rapidamente, esplodere, scoppiare, detonare 2. (fig.) scatenarsi, scoppiare, conflagrare … Sinonimi e Contrari. Terza edizione
déflagrer — [ deflagre ] v. intr. <conjug. : 1> • 1870 ; de déflagration ♦ Chim., techn. S enflammer en explosant. ● déflagrer verbe intransitif (latin deflagrare, brûler) Se décomposer vivement en produisant une déflagration. ⇒DÉFLAGRER, verbe intrans … Encyclopédie Universelle
deflagrar — (Del lat. deflagrare, quemarse del todo.) ► verbo intransitivo QUÍMICA Arder súbitamente una sustancia con llama y sin explosión. SINÓNIMO flagrar * * * deflagrar (del lat. «deflagrāre»; científ.) intr. Fís. *Quemarse una sustancia bruscamente,… … Enciclopedia Universal
ДЕФЛАГРАТОР — (ново лат., от лат. deflagrare сгорать). Гальваническая батарея из 4 х столбов. Словарь иностранных слов, вошедших в состав русского языка. Чудинов А.Н., 1910. ДЕФЛАГРАТОР новолатинск., от лат. deflagrare, сгорать. Гальваническая батарея из… … Словарь иностранных слов русского языка
Deflagrate — Def la*grate, v. i. [imp. & p. p. {Deflagrated}; p. pr. & vb. n. {Deflagrating}.] [L. deflagratus, p. p. of deflagrare to burn up; de + flagrare to flame, burn.] (Chem.) To burn with a sudden and sparkling combustion, as niter; also, to snap and… … The Collaborative International Dictionary of English
Deflagrated — Deflagrate Def la*grate, v. i. [imp. & p. p. {Deflagrated}; p. pr. & vb. n. {Deflagrating}.] [L. deflagratus, p. p. of deflagrare to burn up; de + flagrare to flame, burn.] (Chem.) To burn with a sudden and sparkling combustion, as niter; also,… … The Collaborative International Dictionary of English
Deflagrating — Deflagrate Def la*grate, v. i. [imp. & p. p. {Deflagrated}; p. pr. & vb. n. {Deflagrating}.] [L. deflagratus, p. p. of deflagrare to burn up; de + flagrare to flame, burn.] (Chem.) To burn with a sudden and sparkling combustion, as niter; also,… … The Collaborative International Dictionary of English
deflagrate — verb ( grated; grating) Etymology: Latin deflagratus, past participle of deflagrare to burn down, from de + flagrare to burn more at black Date: circa 1727 transitive verb to cause to deflagrate compare detonate 1 intransitive verb to burn … New Collegiate Dictionary
Перевод: со всех языков на все языки
со всех языков на все языки- Со всех языков на:
- Все языки
- Со всех языков на:
- Все языки
- Английский
- Итальянский
- Латинский
- Немецкий
- Русский
- Французский