Перевод: со всех языков на все языки

со всех языков на все языки

imperator

  • 1 imperátor

    imperator

    Magyar-ingilizce szótár > imperátor

  • 2 imperator

    impĕrātor ( inp-), ōris (archaic form induperator, Enn. Ann. v. 86; 332; 350; 552 Vahl.; Lucr. 4, 967; 5, 1227; cf. 1. init.; but in Enn. also imperator, Trag. v. 34 Vahl.), m. [id.].
    I.
    Orig., milit. t. t., a commander-in-chief, general, = stratêgos (cf.: dux, ductor).
    A.
    In gen.: si forte quaereretur, quae esset ars imperatoris, constituendum putarem principio, quis esset imperator: qui cum esset constitutus administrator quidam belli gerendi, tum adjungeremus de exercitu, de castris, etc.... de reliquis rebus, quae essent propriae belli administrandi: quarum qui essent animo et scientia compotes, eos esse imperatores dicerem, utererque exemplis Africanorum et Maximorum;

    Epaminondam atque Hannibalem atque ejus generis homines nominarem,

    Cic. de Or. 1, 48, 210:

    aliae sunt legati partes, aliae imperatoris: alter omnia agere ad praescriptum, alter libere ad summam rerum consulere debet,

    Caes. B. C. 3, 51, 4:

    sapiens et callidus imperator,

    Cic. Inv. 1, 34, 58:

    bonus ac fortis,

    id. de Or. 2, 44, 187; cf.:

    egregie fortis et bonus,

    id. ib. 2, 66, 268:

    eosdem labores non aeque esse graves imperatori et militi,

    id. Tusc. 2, 26, 62:

    ego sic existimo in summo imperatore quatuor has res inesse oportere, scientiam rei militaris, virtutem, auctoritatem, felicitatem, etc.,

    id. de Imp. Pomp. 10, 28:

    unum ad id bellum imperatorem deposci,

    id. ib. 2, 5:

    nomen invicti imperatoris,

    id. Verr. 2, 4, 38, § 82:

    Themistocles... imperator bello Persico,

    id. Lael. 12, 42:

    cum pro se quisque in conspectu imperatoris... operam navare cuperet,

    Caes. B. G. 2, 25 fin.: insece, Musa, manu Romanorum induperator Quod quisque in bello gessit cum rege Philippo, Enn. ap. Gell. 18, 9, 3 (Ann. v. 332 Vahl.):

    induperatores pugnare ac proelia obire,

    Lucr. 4, 967.—As a title, placed after the name:

    M. Cicero S. D. C. Antonio M. F. Imp.,

    Cic. Fam. 5, 5 inscr.:

    Cn. Pompeio Cn. F. Magno Imperatori,

    id. ib. 5, 7 inscr.:

    Vatinio Imp. S.,

    id. ib. 5, 11 et saep. —
    B.
    In partic., pregn., in the times of the republic, a title of honor conferred on a general after any important victory:

    his rebus gestis Curio se in castra ad Bagradam recepit, atque universi exercitus conclamatione Imperator appellatur,

    Caes. B. C. 2, 26, 1; cf.:

    Pompeius eo proelio Imperator est appellatus,

    id. ib. 3, 71, 3; Cic. Phil. 14, 4, 11; 14, 5, 12; Caes. B. C. 3, 31, 1; Liv. 27, 19, 4; Inscr. Orell. 542; 3417 sq. (cf. also Plin. Pan. 12, 1).—
    II.
    Transf. beyond the milit. sphere.
    A.
    In gen., a commander, leader, chief, director, ruler, master:

    (Romani) immutato more annua imperia, binos imperatores sibi fecere,

    i. e. consuls, Sall. C. 6, 7:

    (vis venti) Induperatorem classis super aequora verrit,

    admiral, Lucr. 5, 1227:

    imperator histricus,

    director, manager, Plaut. Poen. prol. 4:

    di te servassint semper... salus interioris hominis amorisque inperator,

    id. As. 3, 3, 66:

    familiae,

    id. Capt. 2, 2, 57: nolo eundem populum imperatorem et portitorem esse terrarum, Cic. Fragm. ap. Non. 24, 22 (Rep. 4, 7 Mos.):

    dux et imperator vitae mortalium animus est,

    Sall. J. 1, 3:

    vitae nostrae necisque,

    Plin. 29, 1, 5, § 11.—
    B.
    In partic.
    1.
    An epithet of Jupiter, Cic. Verr. 2, 4, 58, § 129:

    signum Jovis Imperatoris,

    Liv. 6, 29, 8.—
    2.
    The conqueror at a game of chess, Vop. Proc. 13, 2.—
    3.
    The title of the Roman emperors, placed either before or after the name (cf. I.);

    before it,

    Suet. Caes. 76; Claud. 12; 26:

    IMP. CAESARI DIVI IVLI F.,

    Inscr. Orell. 596; so ib. 597; 600; 602; 604 sq.;

    after it,

    Suet. Oth. 2; Plin. 5, 2, 1, § 20; Plin. Ep. 3, 5, 9; 4, 17, 8; 4, 22, 4.—Hence afterwards absol.:

    Imperator,

    a Roman emperor, Tac. A. 3, 74:

    velut praesagium insequentis casus, quo medius inter utriusque filios exstitit Imperator,

    Suet. Galb. 6; id. Claud. 13; 29; id. Galb. 3, 6, 20; id. Vit. 3 et saep.

    Lewis & Short latin dictionary > imperator

  • 3 imperator

    impĕrātŏr, ōris, m. [impero] [st2]1 [-] celui qui commande, chef, maître. [st2]2 [-] chef d'armée, général en chef. [st2]3 [-] impérator (titre d’honneur donné par les soldats au général victorieux). [st2]4 [-] empereur (depuis Jules César, titre du chef de l'Etat).    - arch. induperator.
    * * *
    impĕrātŏr, ōris, m. [impero] [st2]1 [-] celui qui commande, chef, maître. [st2]2 [-] chef d'armée, général en chef. [st2]3 [-] impérator (titre d’honneur donné par les soldats au général victorieux). [st2]4 [-] empereur (depuis Jules César, titre du chef de l'Etat).    - arch. induperator.
    * * *
        Imperator, pen. prod. imperatoris. Plaut. Qui a droict et puissance ou authorité de commander, Chef de guerre, Empereur, Imperateur, Chef d'armee.
    \
        Imperatores. Cic. Touts chefs d'armes, qui avoyent ce tiltre ou par l'ordonnance du peuple, ou par l'authorité du Senat, ou par une joyeuse acclamation de leur armee apres avoir faict quelque beau faict de guerre sur les ennemis.
    \
        Victor et imperator omnium gentium Populus Romanus. Cic. Dominateur.
    \
        Imperator viate et necis. Plin. Gouverneur, Qui ha en sa puissance nostre vie et nostre mort.

    Dictionarium latinogallicum > imperator

  • 4 imperator

    imperator imperator, oris m повелитель, полководец

    Латинско-русский словарь > imperator

  • 5 imperator

    imperator imperator, oris m император

    Латинско-русский словарь > imperator

  • 6 Imperator

    Imperator m -s, ..toren импера́тор (б.ч. в дре́внем Ри́ме); повели́тель; Imperator Rex (сокр. I. R.) ист. импера́тор и коро́ль

    Allgemeines Lexikon > Imperator

  • 7 imperator

    imperātor, ōris m. [ impero ]
    1) повелитель, властелин (vitae Sl; gentium C); хозяин, глава (i. familiae Pl); директор, руководитель, начальник (i. histricus Pt)
    2) полководец, главнокомандующий C, Cs etc.
    4) поздн. император Su, PJ etc.

    Латинско-русский словарь > imperator

  • 8 imperator

    imperātor, ōris, m. (impero), jeder Befehlshaber, Vorgesetzte, Gebieter, I) eig.: A) im allg.: familiae (des Hausgesindes), Plaut.: imp. histricus, Direktor der Schauspieler, Plaut.: imp. populus, Tac.: populus est imp. omnium gentium, Cic.: vitae, Sall.: vitae necisque, Plin.: im Wortspiel mit imperare provinciam (ein Amt anweisen), Plaut. mil. 1159 u. 1160. – B) insbes., der oberste Befehlshaber beim Heere, der Feldherr, griech. στρατηγός, Caes., Cic. u.a. – dah. ein Ehrentitel, den ein Feldherr nach einem ansehnlichen Siege vom Heere und Senate erhielt, Caes., Cic. u.a.: als Titel gew. dem Namen nachgesetzt, Cn. Pompeio Cn. F. Magno Imperatori, Cic. ep. 5, 7 lemm. – II) übtr.: A) Beiname Jupiters, Cic. Verr. 4, 129. – B) der Sieger im Schachspiele, Vopisc. Proc. 13, 2. – C) seit Cäsar (s. Suet. Caes. 76, 1) ein Titel der Herrscher u. dem Namen bald vor-, bald nachgesetzt (vgl. no. I, B), der Herrscher, Gebieter, Gewalthaber (s. Nipp. Tac. ann. 1, 3), imp. Augustus, Suet.: Otho imp., Suet.: Vespasianus imp., Plin. ep.: imp. Nerva, Plin. ep. – dann absol. = röm. Kaiser, Suet. u. Plin.: scaenicus (auf der Bühne auftretender), von Nero, Plin. pan. – / inpeirator, Corp. inscr. Lat. 2, 5041. – Nbf. induperator, s. bes.

    lateinisch-deutsches > imperator

  • 9 Imperator

    Imperator [ɪmpe'ra:to:ɐ]
    <-s, -en> Geschichte emperador Maskulin

    Deutsch-Spanisch Wörterbuch > Imperator

  • 10 imperator

    imperātor, ōris, m. (impero), jeder Befehlshaber, Vorgesetzte, Gebieter, I) eig.: A) im allg.: familiae (des Hausgesindes), Plaut.: imp. histricus, Direktor der Schauspieler, Plaut.: imp. populus, Tac.: populus est imp. omnium gentium, Cic.: vitae, Sall.: vitae necisque, Plin.: im Wortspiel mit imperare provinciam (ein Amt anweisen), Plaut. mil. 1159 u. 1160. – B) insbes., der oberste Befehlshaber beim Heere, der Feldherr, griech. στρατηγός, Caes., Cic. u.a. – dah. ein Ehrentitel, den ein Feldherr nach einem ansehnlichen Siege vom Heere und Senate erhielt, Caes., Cic. u.a.: als Titel gew. dem Namen nachgesetzt, Cn. Pompeio Cn. F. Magno Imperatori, Cic. ep. 5, 7 lemm. – II) übtr.: A) Beiname Jupiters, Cic. Verr. 4, 129. – B) der Sieger im Schachspiele, Vopisc. Proc. 13, 2. – C) seit Cäsar (s. Suet. Caes. 76, 1) ein Titel der Herrscher u. dem Namen bald vor-, bald nachgesetzt (vgl. no. I, B), der Herrscher, Gebieter, Gewalthaber (s. Nipp. Tac. ann. 1, 3), imp. Augustus, Suet.: Otho imp., Suet.: Vespasianus imp., Plin. ep.: imp. Nerva, Plin. ep. – dann absol. = röm. Kaiser, Suet. u. Plin.: scaenicus (auf der Bühne auftretender), von Nero, Plin. pan. – inpeirator, Corp. inscr. Lat. 2, 5041. – Nbf. induperator, s. bes.

    Ausführliches Lateinisch-deutsches Handwörterbuch > imperator

  • 11 imperator

    imperator /ɪmpəˈrɑ:tɔ:(r)/ (lat.), (stor. romana)
    n.
    imperatorial
    a.
    imperatorio.

    English-Italian dictionary > imperator

  • 12 imperator

    * * *
    • emperor

    Hrvatski-Engleski rječnik > imperator

  • 13 imperator

    imperátor, császár

    English-Hungarian dictionary > imperator

  • 14 imperator

    imperator {fk}

    English-Danish mini dictionary > imperator

  • 15 imperator fk

    imperator

    Dansk-engelsk ordbog mini > imperator fk

  • 16 Imperator

    Imperator <-s, -en> [ımpe'ra:to:ɐ] m
    hist imparator, ilhan

    Wörterbuch Deutsch-Türkisch Kompakt > Imperator

  • 17 Imperator

    m; -s, -en imperator
    * * *
    der Imperator
    emperor
    * * *
    Im|pe|ra|tor [ɪmpe'raːtoːɐ]
    m -s, Imperatoren (HIST)
    emperor; (MIL) general
    * * *
    Im·pe·ra·tor
    <-s, -en>
    [ɪmpeˈra:to:ɐ̯, pl ɪmperaˈto:rən]
    m HIST imperator, emperor
    Imperator Rex King Emperor
    * * *
    der; Imperators, Imperatoren (hist.)
    1) (Feldherr) imperator
    2) (Kaiser) emperor
    * * *
    Imperator m; -s, -en imperator
    * * *
    der; Imperators, Imperatoren (hist.)
    1) (Feldherr) imperator
    2) (Kaiser) emperor

    Deutsch-Englisch Wörterbuch > Imperator

  • 18 imperator

    - ra; - rzy; loc sg - rze; m
    * * *
    mp
    pl. - rzy l. - owie hist. emperor, imperator.

    The New English-Polish, Polish-English Kościuszko foundation dictionary > imperator

  • 19 imperator·o

    ист. император (у древних римлян, — провозглашаемый армией за военные заслуги); ср. imperiestro \imperator{}{·}o{}{·}a императорский \imperator{}{·}o{}ec{·}o императорский титул; императорская власть.

    Эсперанто-русский словарь > imperator·o

  • 20 imperator

    imperator [impɛratɔr] <Pl -rzy> m
    hist Imperator m

    Nowy słownik polsko-niemiecki > imperator

См. также в других словарях:

  • IMPERATOR — À Rome, à l’origine, l’imperator est celui qui commande (imperat , étymologiquement: «préparer pour», d’où «ordonner») ou qui possède l’imperium ; celui ci est le pouvoir souverain, délégué par Jupiter (?), dont la volonté se manifesterait (au… …   Encyclopédie Universelle

  • Imperator — (lateinisch) bezeichnete in der Römischen Republik ursprünglich den Träger einer militärischen Gewalt (imperium). Ab dem späten 3. Jahrhundert v. Chr. (Scipio Africanus) aber wurde die Bezeichnung zunehmend speziell für einen militärischen… …   Deutsch Wikipedia

  • Impérator — Imperator Cette page d’homonymie répertorie les différents sujets et articles partageant un même nom. Monarchie romaine 753 – 509 av. J. C. République rom …   Wikipédia en Français

  • imperator — IMPERÁTOR, imperatori, s.m. Titlu onorific care se conferea generalilor romani de către soldaţi sau de către senat după repurtarea unei mari victorii; persoană care purta acest titlu. – Din lat. imperator. Trimis de gall, 22.11.2007. Sursa: DEX… …   Dicționar Român

  • imperator — {{/stl 13}}{{stl 8}}rz. mos I, Mc. imperatororze; lm M. imperatororzy || owie {{/stl 8}}{{stl 20}} {{/stl 20}}{{stl 12}}1. {{/stl 12}}{{stl 7}} dawniej: tytuł dziedzicznego władcy w niektórych monarchiach; cesarz, car (w Rosji); także osoba… …   Langenscheidt Polski wyjaśnień

  • Imperator — (Ним,Франция) Категория отеля: 4 звездочный отель Адрес: 15 rue Gaston Boissier, 30900 Ним …   Каталог отелей

  • Imperator — (Ницца,Франция) Категория отеля: Адрес: 6 bld Gambetta/39 bld Promenade des Anglais, 0600 …   Каталог отелей

  • impèrātor — (imperȃtor) m 1. {{001f}}pov. u Rimu nositelj vrhovne vlasti: a. {{001f}}atribut najviših bogova (Jupitera), kraljeva i vrhovnih vojskovođa b. {{001f}}naslov rimskih careva 2. {{001f}}pren. publ. onaj koji vlada kršeći demokratsku proceduru;… …   Veliki rječnik hrvatskoga jezika

  • imperator — impèrātor (imperȃtor) m DEFINICIJA 1. pov. u Rimu nositelj vrhovne vlasti: a. atribut najviših bogova (Jupitera), kraljeva i vrhovnih vojskovođa b. naslov rimskih careva 2. pren. publ. onaj koji vlada kršeći demokratsku proceduru; diktator… …   Hrvatski jezični portal

  • Imperator — Im pe*ra tor, n. [L. See {Emperor}.] (Rom. Antiq.) A commander; a leader; an emperor; originally an appellation of honor by which Roman soldiers saluted their general after an important victory. Subsequently the title was conferred as a… …   The Collaborative International Dictionary of English

  • Imperātor — (röm. Ant.), 1) Befehlshaber, Gebieter; 2) mit dem Oberbefehl (Imperium) Bekleideter, oberster Befehlshaber einer Armee, Ehrentitel, den ein Feldherr nach einem Siege von der Armee u. dem Senate erhielt u. den er seinem Namen nachsetzte; später… …   Pierer's Universal-Lexikon

Поделиться ссылкой на выделенное

Прямая ссылка:
Нажмите правой клавишей мыши и выберите «Копировать ссылку»