-
1 Klinke
-
2 чокаться
vb. klinke, skåle* * *vrc+ instr ipf.t. klinke, skåle med ngn -
3 щеколда
sb. klinke, slå, smæklås* * *sb f(dør)klinke. -
4 clink
[kliŋk] 1. noun(a ringing sound: the clink of coins.) klinken; klirren2. verb(to (cause to) make such a sound: They clinked their glasses together.) klinke med; klirre; skåle med* * *[kliŋk] 1. noun(a ringing sound: the clink of coins.) klinken; klirren2. verb(to (cause to) make such a sound: They clinked their glasses together.) klinke med; klirre; skåle med -
5 tile
1. noun1) (a piece of baked clay used in covering roofs, walls, floors etc: Some of the tiles were blown off the roof during the storm.) tagsten; flise; klinke2) (a similar piece of plastic material used for covering floors etc.) flise2. verb(to cover with tiles: We had to have the roof tiled.) lægge tagsten- tiled* * *1. noun1) (a piece of baked clay used in covering roofs, walls, floors etc: Some of the tiles were blown off the roof during the storm.) tagsten; flise; klinke2) (a similar piece of plastic material used for covering floors etc.) flise2. verb(to cover with tiles: We had to have the roof tiled.) lægge tagsten- tiled -
6 trembler
verbrysterusteskutte sigskælveklinkesvirresvingevibrerebævedirregysebævrexxxrustedundrerysteskælvegyseskutte sigklinkebævre -
7 klinga
I substantiv1. klinge, skarpt eller spidst blad på våben eller redskab (hjælpemiddel, redskab, værktøj, maskine m.m.)stålklinga; svärdsklinga; sågklinga
II verbumstålklinge; sværdklinge; savklinge
1. klinge, ringe, lyde, klirre, klinke -
8 klinka
I substantiv1. klinke, låsII verbum1. klimpre, spille ukoncentreret/dårligt på klaver eller guitar -
9 klinker
substantiv1. klinke, hård/flad teglstenklinkerbetong; klinkergolv; klinkerplatta; klinkertegel
klinkebeton; klinkegulv; klinkeplade; klinketegl
-
10 sinka
verbum1. sinke, smøle -
11 защёлка
sb. klinke -
12 клинкер
sb. klinke -
13 склеивать
vb. klinke, lime -
14 klinga
I substantiv1. klinge, skarpt eller spidst blad på våben eller redskab (hjælpemiddel, redskab, værktøj, maskine m.m.)Sammensatte udtryk:stålklinga; svärdsklinga; sågklinga
stålklinge; sværdklinge; savklingeSærlige udtryk:II verbum1. klinge, ringe, lyde, klirre, klinkeSærlige udtryk: -
15 klinka
I substantiv1. klinke, låsII verbum1. klimpre, spille ukoncentreret/dårligt på klaver eller guitar -
16 klinker
substantiv1. klinke, hård/flad teglstenSammensatte udtryk:klinkerbetong; klinkergolv; klinkerplatta; klinkertegel
klinkebeton; klinkegulv; klinkeplade; klinketegl -
17 sinka
verbum1. sinke, smøle -
18 äggpickning
substantiv1. leg med hårdkogte, farvede æg hvor det gælder at klinke det ene æg med det andet (sport, spil og leg)Ägg(a)pickning går ut på att picka (knacka) sitt oskalade ägg mot motståndarens. Den som längst lyckas undvika en skada på sitt ägg vinner
Æggestødning går ud på at støde sit hårdkogte æg mod modstanderens. Den der længst undgår at få en skade på sit æg vinder -
19 anstoßen
an·stoßen støde ( oder skubbe) til; støde imod; ( angrenzen) støde op (an Atil); Fußball: kicke off;mit den Gläsern anstoßen klinke, skåle -
20 Drücker
- 1
- 2
См. также в других словарях:
Klinke — (von oberdeutsch: klinken = „sich anklammern“) bezeichnet: Türklinke, Türhebel Klinke (Maschinenteil), Hebel, der die Weiterbewegung eines Maschinenteils hemmen soll Klinkenstecker, Verbindung zur Übertragung von Audiosignalen L förmiger Riss in… … Deutsch Wikipedia
Klinke — Klinke, 1. Falle, Türverschluß, wohl die einfachste und älteste Art, bestehend in einem Eisen oder Holzstab, dessen eines Ende an der Türe befestigt ist; das andre in einem Bügel laufende Ende kann durch einen Knopf oder sonstigen Handgriff… … Lexikon der gesamten Technik
Klinke — Sf std. (14. Jh.), mhd. klinke, mndl. klinke Stammwort. Zu einem Verb (g.) ** kleng a festsitzen, gepackt sein , das (wohl in der Gemination) eine Lautvariante (g.) * klenk hat, wie auch neben klingen weithin (z.B. nndl.) klinken steht. Im… … Etymologisches Wörterbuch der deutschen sprache
Klinke — Klinke: Das seit dem 14. Jh. bezeugte mhd. (eigentlich mitteld.) klinke »Türriegel« ist eine Bildung zu ‹ost›mitteld. klinken »klingen«, einer Nebenform von ↑ klingen. Der Türriegel ist demnach nach dem Geräusch, das der Fallriegel auf dem… … Das Herkunftswörterbuch
Klinke — Klinke, 1) der Riegel od. die Falle an Thürschlössern, der beim Zumachen der Thür mittelst Federkraft in den an der Thürpfoste befestigten Klinkhaken fällt; 2) der Drücker, welcher die Falle bewegt … Pierer's Universal-Lexikon
Klinke — (Sperrklinke), s. Sperrgetriebe … Meyers Großes Konversations-Lexikon
Klinke — Klinke, im Maschinenbau ein meist einarmiger Hebel [Abb. 933 a], der die Bewegung eines Maschinenteils (z.B. des Rades b) entweder hemmen (Sperr K., bei Winden) oder durch seine schwingende Bewegung (ruckweis) veranlassen soll (Schalt K., bei… … Kleines Konversations-Lexikon
Klinke — Klin|ke [ klɪŋkə], die; , n: Griff an einer Tür, mit dem man sie öffnen oder schließen kann: die Klinke herunterdrücken. Syn.: ↑ Knauf. Zus.: Türklinke. * * * Klịn|ke 〈f. 19〉 1. Griff an der Tür zum Öffnen u. Schließen 2. Sperrhebel, Schalthebel … Universal-Lexikon
Klinke — 1. Herkunftsname zu den Ortsnamen Klink (Mecklenburg Vorpommern, Rheinland Pfalz, Schlesien), Klinke (Sachsen Anhalt), Klinken (Mecklenburg Vorpommern, Ostpreußen). 2. Nieder und mitteldeutscher Wohnstättenname zu mnd., md. klinke »Klinke,… … Wörterbuch der deutschen familiennamen
Klinke — die Klinke, n (Mittelstufe) hebelartige Vorrichtung zum Öffnen und Schließen der Tür Synonyme: Türklinke, Türdrücker, Türgriff Beispiel: Er hat an der Klinke gerüttelt, aber niemand hat die Tür aufgemacht. Kollokation: die Klinke herunterdrücken … Extremes Deutsch
klinke — I klin|ke 1. klin|ke sb., n, r, rne (mursten, flise) II klin|ke 2. klin|ke sb., n, r, rne (en lukkemekanisme), i sms. klink el. klinke , fx klink(e)lås III klin|ke 3. klin|ke vb., r, de, t; klinke skårene … Dansk ordbog